Før DVD’er, harddiske, streaming og Blu-ray var VHS det helt store på markedet, når man skulle optage og se film. I dagens #ThrowBackThursday ser vi nærmere på, hvordan VHS blev standardformatet.
Kort introduktion om VHS
VHS står for Video Home System og er en løsning, der blev fremstillet, så man kunne optage tv hjemme fra sofaen. Et VHS-bånd består af en kassette med to spoler, på hvilke vi finder et 12,7 mm bredt magnetisk bånd, hvorpå man kunne lagre bevægende billeder. Grundteknologien for at lagre bevægende billeder på magnetiske bånd var ikke en ny teknologi. Man havde brugt magnetiske bånd for at lagre video siden 50’erne, men det var for det meste i professionelle sammenhænge.
JVC og årsagen til krigen
JVC er en japansk virksomhed, som har arbejdet med elektronik siden 20’erne. De spiller en central rolle i VHS’ens historie. I starten af 70’erne arbejdede JVC sammen med Sony og Matsushita (som senere blev til Panasonic) for at fremstille et videosystem, som skulle blive standarden i Japan. Resultatet blev systemet U-matic, som hurtigt viste sig at være for dyrt. Samarbejdet mellem de tre virksomheder gik i vasken ikke længe efter lanceringen. Da samarbejdet helt var stoppet, begyndte de alle at arbejde på deres egne løsninger, og de to, der er værd at nævne, er VHS fra JCV samt Sonys løsning, Betamax.
JVC hade to teknikere, der opstillede et par punkter, det nye system skulle opfylde for at blive en succes på markedet. De mente, at systemet skulle være billigt, båndene skulle kunne gemme mindst to timers video og så skulle det være brugervenligt og fungere med alle typer af tv på markedet. De påbegyndte arbejdet, men JVC blev ramt af en mindre økonomisk krise, så projektet i 1972 måtte lægges på hylden. Det stoppede dog ikke disse opfindere, der arbejdede videre på projektet i smug, indtil de i 1973 præsenterede deres prototype.
Standard eller ikke standard?
Samtidig med, at JVC udviklede VHS, lykkedes det Sony at fremstille en prototype af deres system, Betamax. Det var meget vigtigt, da den japanske stat ville standardisere et system for at undgå problemer for forbrugerne. Da Sony var først, lykkedes det dem at overtale staten om, at Betamax var det fornuftige valg, og det var JVC selvfølgelig ikke glade for.
JVC vendte sig til Matsushita, som ud over at være Japans største producent af forbrugerelektronik, også ejede majoriteten af JVC. Matsushita valgte JVC’s side ved at støtte op om VHS-systemet og tanken om, at det burde være en åben standard. Det gjorde, at virksomheder, som Hitachi og Sharp, også valgte VHS. Noget som fik den japanske stat til at bakke vedrørende standardisering af Betamax.
Betamax vs. VHS
Det endte dog med, at begge formater blev lanceret. Betamax i 1975 og VHS ca. 1,5 år senere i slutningen af 1976. Der er mange historier om denne formatkrig og årsagen til, at VHS vandt (der er blandt andet en myte, der siger, at VHS vandt, da pornoindustrien valgte VHS-formatet). Hvis vi skal se på ren fakta, havde Betamax de fordele, at de var først på markedet, havde bedre billedkvalitet og mindre kassette. Ulempen var dog, at en kassette kun rummede en times optaget materiale, hvor VHS rummede to timer (det gælder dog kun NTSC, PAL-versionen af Betamax kunne optage to timer med bedre kvalitet end VHS).
Hvorfor vandt VHS, selvom Betamax var bedre rent teknologisk? En af de mest almindelige teorier bygger på optagelsestiden, da Sony til sidst lancerede en longplay-indstilling for Betamax, så en kassette kunne rumme to timers video. Det betød, at Betamax stærkeste fordel, billedkvaliteten, blev dårligere end VHS’ kvalitet. En anden teori, som Sonys grundlægger står bag, er, at Sonys forretningsmodel med licensafgifter gjorde, at Betamax altid var dyrere end VHS. Sidst, men ikke mindst, havde VHS hele tiden flere producenter, der støttede op om formatet.
Til sidst måtte Sony indrømme, at de var blevet besejret, og fra starten af 80’erne til 2000-tallet var VHS det helt store. I hvert fald indtil DVD-afspillere, der kunne optage, og harddiskoptagere blev billige nok.